Om mig
Jeg er bosat med min famile ikke langt fra Smidstrup, midt i trekantsområdet med lige langt til Vejle, Fredericia og Kolding.
Jeg tegner og maler gerne bestillingsopgaver, og har min gang i Kunstskabets værksted på Markant i Børkop og er del af malefællesskabet Trapholt Malerne.
Jeg er uddannet illustrator fra Designskolen Kolding i 2003.
Min vej hertil
Jeg har altid tegnet meget. Som 9 årig viste min farfar mig hvad han havde lært på et malekursus. Jeg sad ved køkkenbordet med et staffeli, plade, terpentin, tuber med oliemaling der var trykket ud i små klatter på sølvpapir og en fint telegram fra deres guldbryllup som jeg skulle male efter.
Han viste mig hvordan man med felter og kulstift fik overført motivet fra telegram til masonitplade, hvordan man valgte og blandede farverne for at få de rette nuancer. Farfars motto var ”lidt og tit” for ikke at frådse med malingen. Et af de første motiver jeg malede indeholdt en grusvej der forsvandt ind i billedet i en stor blød bue, fra bunden af billedet og ud i horisonten. Jeg malede og malede og nød at penslen fulgte den store bløde bue – min farmor var i køkkenet og sagde at jeg da vist skulle være maler. Min Farfar sagde ”stop, stop – det er vist nok”.
Min farmor fortalte mig om Kunsthåndværkerskolen i Kolding, hun ville gerne have haft mulighed for at sende sine børn derhen. Det kunne være det var en skole for mig, sagde hun.
Efter folkeskole, efterskole og H.F. eksamen rejste jeg til Århus. Jeg havde ledt efter den rigtige uddannelse i den store “Hvad kan jeg blive”-bog og fundet teatermaler eller scenograf. Jeg fik arrangeret at jeg kunne følge scenograf Claus Helbo på teateret ”Gruppe 38”. Det var lærerigt og jeg hjalp med alt muligt. Claus Helbo fornemmede at jeg gerne ville tegne og foreslog kurser på Grafisk Skole. Jeg fandt et sted af bo, et rengøringsjob og begyndte to dage om ugen på Grafisk Skole i Skt. Anna Gade. Tina Sonnichsen underviste i croquis og det var fantastisk – og croquis er stadig en favorit disciplin. Den intense stemning, uforstyrret undersøgelse af form og uden forventninger til resultatet. Det var Tina der fortalte mig om illustratoruddannelsen.
Efter et par år som rengøringsassistent og kursist på Grafisk Skole tog jeg designlinjen på Krabbesholm Højskole. Højskolen var et intenst halvt år og tilbage i Århus gik jeg i gang med “mappen” til optagelse på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.
Jeg var til optagelsesprøve og kom ind på Kunsthåndværkerskolen som senere skiftede navn til Designskolen Kolding. Mit valg faldt på illustrations linjen under Ken Denning. Der blev prøvet mange ting af, mange forskellige gæstelærere og interessante forelæsninger de følgende 5 år.
I sidste ende var det alligevel svært at finde det rette ben at stå på, og gøre det til en levevej. Så efter nogle år med fokus på familieliv og husbyggeri, har jeg genoptaget min største fornøjelse – at tegne og male bruge farverne med udgangspunkt i det figurative.
Udstillinger:
2024: – september – Kunstdage Kolding
2024: – september – Åbne Døre Vejle
2024 :Pinsemarked Trapholt
2024: Lægehuset i Børkop
2024: Galleriet Aarup
2023: Isabella Vejle
2023: Åbne Døre Vejle
2023: Pinsemarked Trapholt
2023: 101 Kunstnere 23/24
2022: Kunstdage Kolding
2022: Blomster Spiren, Taulov
2022: Pjedsted Fodpleje
2021: EWII Kolding
2021: Huset i Give
2020:Brenderup Højskole
2019: Agerskov Hallen
2019: Vejle bibliotek
2018: Markant i Børkop
2018: Gauerslund sognehus
2017: Kræftens Bekæmpelse, Kbh. Ø
CV:
1994 – 1995: Grafisk Skole i Århus
1996: Krabbesholm Højskole
1997 – 2003: Designskolen Kolding
2014: Pia Brix Thomsen og Lisbeth Ellinor
2016: Holbæk Højskole, Peter Carlsen
2017: FOF Kolding, Adam Gabriel
2017: Kunstskabet, Jørgen Rosengaard
2018: Skolen for KunstDesign, Line Refstrup
2018: Engelsholm Højskole, Morten Buch Cramer
2019 – 2024: Trapholt Malerne, Ken Denning
2015 -: Kunstskabet i Børkop.
Opgaver:
Maler efter private fotos
Tegner efter private fotos
Smidstrup Plakaten 2023
Illustrator hos 55N
“Spejderliv”- KFUM
Tegnekurser via Kunstskabet
Dagli Brugsen Smidstrup
PrimoVino Børkop
Landsbyen Sølund
Vignetter til Kolding Kajak Klub
Freelance for AD-Work
Forlaget Gyldendal
Forlaget Carlsen